Netop nu er det højsæson for at få hunden vaccineret. Især, hvis den skal med på ferie i udlandet er det en god idé at få vaccinationerne på plads i tide, da de forskellige lande har forskellige regler for, hvor lang tid før indrejse, hunden skal være vaccineret.
Hvis hunden er meget gammel eller syg, er dyrlægerne dog uenige om den skal vaccineres eller ej. Dyrlæger, der taler for begrunder det med, at en svækket hund ikke skal løbe risikoen for at blive syg.
Dyrlæger, der taler imod, siger at en hund med et svækket immunforsvar som fx. min Sif, risikerer at blive syg af vaccinen, der jo indeholder vira.
Min personlige holdning er, at hunden altid skal vaccineres, især hvis den skal med ud at rejse. Lad dyrlægen vejlede dig, det er et dumt sted at spare, hvis hunden bliver syg.
I år har jeg dog kun givet Sif rabies-vaccinationen, fordi dyrlægen ikke mener hendes rygerlunger kan klare en evt. infektion pga. vaccinen.
Tilgengæld skal hun med til Sydfrankrig og hunde skal altid være rabiesvaccineret ved udlandsrejser. Det er lovpligtigt og hunden kommer længe i karantæne, hvis man bliver taget i en grænsekontrol med en uvaccineret hund.
Husk: De forskellige lande har forskellige regler for vaccinationer, ID, ormekure, mærkninger osv. Reglerne ændres løbende så hold dig evt. orienteret via Fødevarestyrelsens hjemmeside - og husk at hunden også skal have et europæisk kæledyrspas.
God ferie!









