Jeg havde lange overvejelser om jeg overhovedet skulle skrive indlægget, hvor jeg glædede mig over, hvor godt Divaen har fået det. Simpelthen fordi at her i huset er tingene skruet sådan sammen, at hvis man glæder sig over noget og siger det højt, så svinger karmaloven forbi og smider et ordentligt læs lort i nakken på en.
Mandag var en ven fordi og morede sig over, at hun nu garanteret vil blive tudsegammel, når nu hun har været så meget sygdom igennem. Tirsdag og onsdag var hun træt og uoplagt. Torsdag faldt hun ned af trappen, fordi bagbenene pludselig ikke kunne bære hoppet. Fredag nat kunne hun næsten ikke gå og faldt sammen to gange. Meget mærkeligt og det kan ikke tilskrives det dårlige bagben, for det er aldrig sket før.
Lørdag tog jeg så til vagtdyrlægen, der kunne fortælle at hun har vildt ondt i ryggen. Hvilket jeg jo selv havde fortalt ham. Weekenden over har hun fået panodil, varme -og kuldeomslag, bittesmå lufteture og i eftermiddag venter dyrlægen, hvor hun skal røngtenfotograferes.
Jeg har – helt bogstaveligt – ikke sovet siden i torsdags, fordi jeg er så bekymret. Vagtdyrlægens meldning var nemlig, at det enten skyldes spondylose, diskosprolaps eller kræft i benet. Ikke nogen diagnoser man ønsker sig!
Problemet er at hun ikke kan opereres pga. lungerne, hvilket er pænt uheldigt hvis det er en diskosprolaps. Kræft siger sig selv, så venter hundehimlen. Og spondylose er virkelig smertefuldt og det synes jeg ikke hun skal lide under.
Det er altså en nedtur, der vil noget. På en måde havde jeg altid regnet med, at det var rygerlungerne, der var det største problem. Og jeg havde ikke forventet at der ville komme noget helt andet, der ville tage livet af hende.
Så nu må I gerne krydse alt, hvad der krydses kan, for at dyrlægen fortæller at det slet ikke er noget så slemt!