I dag kan vi, mod alle odds, fejre hundepigens 9 års fødselsdag. Eller, vi mener, hun er ni år, i teorien kan hun jo sagtens være ældre, da hun jo er af udefinerbar græsk herkomst og ingen aner noget som helst om hendes reelle alder.
Fødselsdagen er i sagens natur også fiktiv. Derfor er den 7. februar udnævnt til at være fødselsdagen, fordi det var den dato, jeg fik hende hjem. (På den præcis samme dag som min farmor døde, meget mærkeligt sammentræf)
Den lille dame (Hunden, altså) er blevet fejret efter alle kunstens regler: Der er blevet jaget ænder ved skovsøen, søgt efter laksebidder i haven, gået tur og spist kødben. Og så har hun fået en rasende dyr, ny madras, der er lavet i et særligt trykaflastende materiale, godt til gamle hunde-rygge og ømme led. Madrassen er indtaget og i den grad godkendt!
Ingen, slet ikke dyrlægerne, havde forventet at vi ville nå hertil og det er et lille mirakel at kunne holde endnu en fødselsdag. Det har heller ikke været nemt, men ih, hvor er jeg taknemmelig over at hun stadig er her!
Det er svært at undgå, at blive lidt rørt på en dag som i dag, når man tænker på, hvilket kummerligt liv, hun har haft. Og når hun ligger og gasser sig på den nye madras er det jo ubegribeligt, at hun har siddet indespærret i et bur, tæt på at dø – og at dyrlægen ville have hende aflivet for nu halvandet år siden.
Det lille dyrs livsvilje er helt utrolig – og tak for det, hundepige!
Edit: For lige at præcisere, så er det 7. februar, der er vapsis fødselsdag, men af uransagelige grunde er indlægget her ikke blevet offentliggjort på dagen.
Stort forsinket til lykke lille hundepige!
Håber du får et dejligt år med mange pinde, ænder og bolde og færre besøg hos doktor Dyregod!!
Mange tak!
Jeg håber også på færre dyrlægebesøg