Når ens hund fiser så meget, at man vågner med knaldende hovedpine, så ved man at der må ske ændringer. I vinter sad vi to mand i piv-frost med døre og vinduer åbne, fordi Divaen ingen hæmninger har, når det gælder luftafgang. Der er endda lyd på. Som i højlydt!
Men forhåbentligt ændrer det sig til det bedre, når vi får det nye foder på plads. Som tidligere fortalt har jeg afprøvet Orijen, som var ok og Acana, som hun ikke gad belemre sin kræsne gane med.
Men jeg synes faktisk proteinindholdet i Orijen er lige rigeligt højt for en gammel hund. Det er sværere at nedbryde og slider mere på lever og nyrer. Derfor afprøver vi lige lidt mere: Petcuran Now! Senior, der er BARF foder, bare i tørret udgave. Og med lidt lavere protein.
Foderet er helt uden korn og dermed også fri for lagermider, som ofte forårsager allergiske reaktioner hos hunde. Korn betragtes som et overflødigt fyldstof og hører ikke hjemme i et godt hundefoder. Det er også uden renderet kød og olier og det er jo også godt.
Smagsdommeren er ikke helt overbevist endnu – men lad os nu se…