I dag er en historisk dag. Det er nemlig præcis et år siden Divaen skulle have været aflivet. Og hvor jeg et par dage tidligere i smug havde øget binyrebarkhormonmængden og det viste sig, at hosten dermed forsvandt. Derfor ringede jeg for præcis et år siden til dyrlægen, aflyste aflivningen og gik i gang med at opstøve en diagnose.
Her en status over året, der er gået:
Jobs opsagt for at blive fuldtidshundepasser for seperationsangst hund: 1
Røde kort fra forsikringsselskab for at bruge hundeforsikringen: 1 (Og jeg er stadig rasende!)
Besøg hos dyrlæge(r): Holdt op med at tælle i december
Louboutin-stiletter solgt for at finansiere horrible dyrlægeregninger: 3 par(suk)
Sommerhuse købt: 0 (Tilgengæld har doktorene Dyregod garateret købt et par stykker)
Hysteriske anfald over seperationsangst hund, der vil med overalt incl. toilettet: 60
Ondt i maven-angst over hvor længe jeg får lov at beholde Divaen: 365 dage
Dage, hvor jeg glæder mig over at have fulgt eget hoved og valgt udredning: 365
Hademails fra bankrådgiver: Who’s counting? Jeg har verdens sødeste hund